VisitOdense
Nyt hca hus-modelbillede

Det nye H.C. Andersens Hus åbner sommeren 2021

I sommeren 2021 åbner den største nye attraktion i Odense i mange år - et nyt H.C. Andersen Hus. Museet er tegnet af den berømte japanske arkitekt Kengo Kuma og består af både indendørs og udendørs rum, der tilsammen strækker sig over 12600 m2 (2/3 af museet befinder sig under jorden).

Andersen og Odense

H.C. Andersens eventyr er givet Danmarks største bidrag til verdenskulturen. Til trods for at historierne blev skrevet for mange år siden, er de stadig højt elsket i store dele af verden og vækker fantasi, fordybelse og inspiration hos både børn og voksne. H.C. Andersen blev født i Odense i 1805. 

“H.C. Andersens Hus taler ikke om H.C. Andersen – det taler som H.C. Andersen” Henrik Lübker - H.C. Andersens Hus

Barndommen kom til at spille en stor rolle for digteren, og mange af eventyrene tager udgangspunkt i oplevelser fra barneårene. Det er derfor naturligt, at Odense har en særlig forpligtelse til at tage vare på arven efter og formidlingen af H.C. Andersens liv og værk og den kultur, som dannede ramme herom.

Nyt hca hus-modelbillede 3

H.C. Andersens Hus - en verden, du tror, du kender

Fra 2021 udgør hans fantastiske fortællinger også fundamentet for en helt ny type museum, der rumliggør oplevelsen af Andersens litterære univers og iscenesætter en levende verden, et totalkunstnerisk rum, hvor arkitektur, lyd, lys og en strøm af billeder hele tiden skaber nye møder mellem den besøgende og Andersens eventyr. Som museum og oplevelsesattraktion dyrker H.C. Andersens Hus forundringen, fantasien og eventyroplevelser, der vækker til eftertanke og skaber nye perspektiver på os selv, naturen og samfundet. Formidlingen på museet bliver således ikke bare om Andersen, men i høj grad som Andersen og hans litterære univers.

Nyt hca hus-modelbillede 2

Et besøg på det ny museum vil rumme flere spørgsmål end svar: Om Andersens romantiserede barndom, om hans uforløste kærlighedsliv, om konstant at være på vej i forsøget på at finde sin plads i livet, stikke ud, slippe væk, finde hjem.

Eventyrene er velkendte, men opfører sig ikke helt, som vi husker dem, når de besøgende selv må udleve dem: Når det er deres egen skygge, der begynder at leve sit eget liv, når de er kejseren i Kejserens nye Klæder, eller når de selv skal finde modet til at åbne dørene til hundene i Fyrtøjet.

Fakta

Areal

Museum:
5600 m2 (2/3 befinder sig under jorden)

Haveanlæg:
7000 m2

Samlet areal:
9000 m2

Adresse:

H.C. Andersens Hus
H.C. Andersen Haven 1
5000 Odense C

Åbningstider:

Endnu ikke offentliggjort

Kontakt:

Tlf.: +45 6551 4601
E-mail: museum@odense.dk
Hjemmeside