Gå på historisk opdagelse i Åsum
Har du nogensinde stået ved Odense Å eller ved den gamle smedje og tænkt på, hvem der mon har gået her før dig? I Aasum kan du nu komme tættere på historien på en ny måde. Rundt i landsbyen er der sat standere op med QR-koder, som inviterer dig med på en digital historisk vandring gennem de gamle omgivelser.

Aasum er meget mere end en idyllisk landsby. Det er et sted med en lang og fascinerende historie. Som en af områdets ældste bosættelser har Aasum i århundreder været et vigtigt knudepunkt. Allerede i vikingetiden mødtes handlende og håndværkere her ved åen. Med de nye standere kan du nu dykke ned i fortællingerne præcis dér, hvor historien udspillede sig.
Sådan fungerer det
Det er nemt at være med. Ved udvalgte historiske steder i byen finder du en stander med en QR-kode. Når du scanner koden med kameraet på din smartphone, bliver du sendt direkte videre til Historisk Atlas. Her kan du gå på opdagelse i arkivbilleder, kort og fortællinger, som er samlet i samarbejde med lokale historikere og arkiver.
Oplevelser undervejs på ruten
Den første del af ruten består af 10 udvalgte steder i Aasum, og hvert stop åbner for en ny fortælling om områdets historie. Du kan blandt andet opleve:
- Vikingernes Aasum – Bliv klogere på de arkæologiske fund, der vidner om smedjearbejde, handel og liv ved åen længe før Odense blev den by, vi kender i dag.
- Livet ved broen – Få indblik i Aasum Bros betydning som et vigtigt overfartssted over Odense Å og et naturligt samlingspunkt i området.
- Landsbylivet – Kom tæt på de gamle gårde, skolen og kirken, som gennem generationer har været en vigtig del af livet i Aasum.
En tur for både børn og voksne
Den historiske vandring er skabt som et tilbud til alle. For dem, der holder af en god gåtur, giver ruten ekstra indhold undervejs, og for børnefamilier er det en oplagt måde at gøre historien nærværende og konkret på. Du kan tage hele ruten som en samlet byvandring eller nøjes med et enkelt stop, næste gang du går en tur i området.
Route anzeigen
Åsum
5240 Odense NØ
Zuletzt aktualisiert von::VisitOdensejoan@visitodense.com



